Bibliotek og ... Dokument eller information?

Av Niels Windfeld Lund

 ( back ) 

Indledning

I forbindelse med arbejdet med at planlægge en bibliotek uddannelse i Tromsø er der kommet to udredninger. Den første kom i 1989 og hed "Utdanning for informasjons samfunnet". Her blev der argumenteret for oprettelse af henholdsvis dokumentationskundskab og biblioteks kundskab. Når der blev talt om dokumentationskundskab og ikke informationskundskab, skyldes det, at man ønskede at formulere et fagligt alternativ til uddannelsen i Oslo på Statens Bibliotek- og informasjonshøgskole. Dette alternativ skulle tage udgangspunkt i et såkaldt udvidet dokumentbegreb, således at det også kom til at omfatte nyere medier som film, grammofonplader, video, edb-baser etc.1

I 1993 kom den anden udredning: "Veiviser i informa sjonssamfunnet". Her er betegnelsen dokumentationskundskab skiftet ud med infor mationskundskab. Man begrundede navneskiftet med at informationskundskab vil være "i tråd med vanlige fagbetegnelser internasjonalt" 2. Men det er ikke alene et spørgsmål om navn. Det er også et spørgsmål om indhold. Således er vægten forskudt fra dokumenterne til infor mationsteknologi og dokumenterne er underordnet informationskredsløbet.3 Men som det flere gange er påpeget, så var tanken at denne uddannelse skulle være anderledes og ny i forhold til de eksisterende uddannelser. Derfor er spørgsmålet om man alligevel ikke burde bibeholde dokumentet som det centrale udgangspunkt og stadig kalde det for dokumentationskundskab. Det er dette spørgsmål, som jeg vil søge at afklare i denne artikel.

BDI-områdets videnskabeliggørelse

Det biblioteksfaglige område benævnes ofte som BDI- området, d.v.s. Bibliotek, Dokumentations og Informations området. Det betegner et særligt arbejdsfelt, en sam fundsmæssig sektor, som i lighed med andre sektorer ser sig selv som en verden for sig selv 4. Den har sin egen særlige aktivitet i kraft af arbejdsdelingen i samfundet. Den har sine egne organisationer og har sit eget særlige sprog og organer. Hertil hører naturligvis også egne uddannelsesinstitutioner, i dette tilfælde biblioteks skolerne. De har gennem mange år uddannet bibliotekarer til at arbejde i denne sektor og opdraget dem til at forstå sig selv som en særlig verden. Gennem forskellige former for efter- og videreuddannelse har man også uddannet folk fra andre fag til at blive forskningsbibliotekarer, således at de både kunne agere i deres faglige verden og i biblioteksverdenen. I Finland og efterhånden også i de andre nordiske lande er BDI-sektoren blevet mere og mere videnskabeliggjort 5. Man taler mere og mere om en særlig biblioteksforskning og ikke mindst om en særlig biblioteks- og informationsvidenskab, således som man har gjort i mange år i den anglo-amerikanske verden. Det er også herfra at den altdominerende infor mationsvidenskab har sit udspring 6. Information forstås oftest som det bredeste begreb af de tre BDI-begreber. I forlængelse heraf forstås dokumentation som tilvejebrin gelse af information i form af dokumenter, som bærer information. Endelig er bibliotek den institution, indenfor hvilke en stor del af dokumenterne befinder sig og hvor dokumentalister i form af bibliotekarer sidder og arbejder. Men de kan også sidde på særlige dokumentationscentre som dokumentalister, på arkiver som arkivarer eller være en informationsspecialist i en virksomhed eller organisation.

Videnskabeliggørelsen af BDI-sektoren har fundet sted parallelt med en teknologisering af sektoren. Det ses bl.a. gennem at informationsteknologien nok må regnes som det altdominerende forskningsfelt indenfor BDI- området. Informationsteknologien er i udgangspunkt tæt forbundet med computer-science/informatik og dermed en teknisk-naturvidenskabelig tradition. Det gælder således også store dele af informationsvidenskaben, som i vid udstrækning er blevet det videnskabelige grundlag for BDI området. Hvis man ikke ønsker at dyrke biblioteksfor skning med relativ pragmatisk inddragelse af forskellige videnskabelige traditioner og metoder, men vil have en særlig videnskab på BDI-området så må man finde frem til sin egen teoretiske fundering af området7. Så har man brug for en samlende og konsistent teoridannelse, der siger noget om den mulige kerne i BDI-området. Denne kerne antages at være centreret omkring informationsbegrebet, omkring informationsprocesserne og informationssystemerne. Dokumenterne er informationsbærere og bibliotekerne er infor mationsomsættende enheder.

Men ligesom andre videnskaber er informationsvidenskab ikke nogen entydig størrelse. Der findes mange for skellige retninger, som lægger vægt på forskellig aspekter af informationskredsløbet 8. Men de er stort set enige om at forstå information som det helt centrale begreb i forhold til dokument og bibliotek. Når man taler om information taler man som regel om videnskabelig information og når man taler om dokumentalister, så er det som regel inden for de tekniske og naturviden skabelige fag. Det sidste led i koblingen mellem information, dokumentation og bibliotek er for det meste forstået som omfattende de videnskabelige og faglige biblioteker. Ud fra denne bibliotekstype bliver bib liotekernes primære opgave defineret som emnesøgning, som informationssøgning. Brugerne af de videnskabelige og faglige biblioteker søger som regel specifikke oplysninger, information om et bestemt emne. Det er denne situation og problemstilling, Birger Hjørland behandler i sin doktorafhandling om "emne"s betydning i infor mationssøgning 9. Det er den faglige viden, som man går efter, når man går på et forskningsbibliotek. Interessen for en fuldt dækkende informationssøgning er tæt forbundet med den videnskabelige norm om at man har styr på al relevant litteratur. Man bør ikke have overset noget væsentligt. Derfor er det vigtigt med såvel fuldstændige bibliografier som oversigter over de væsentligste værker. Det store problem er stadig uanset alle tekniske fremskridt hvordan man vælger det centrale, hovedværkerne indenfor et forskningsfelt. Det kræver en løbende indsigt og vurdering af det pågældende område.

Man taler ikke blot om information, men også om kundskabsorganisation, hvordan er informationerne organiseret, d.v.s. hvordan forholder de sig til hinanden, hvordan er de klassificeret i et kundskabsunivers. Som Anders Ørom har påpeget, så er der en del uklarhed omkring sammenhæng eller lighed og forskel mellem de to begreber information og kundskaber. Man taler med andre ord om kundskabsorganisation for at kunne ordne informationerne. Det fører videre til indeksering, d.v.s. beskrivelse af de informationer, som man har liggende i dokumenterne på biblioteket eller i andre biblioteker. Det er et spørgsmål om måden man præsenterer sine informationer på, på hvilket indekseringssprog man gør det.

Når man udvider biblioteksfeltet til også at omfatte folkebiblioteker, så bliver billedet noget mere broget. Når mennesker kommer på et folkebibliotek, og søger efter en god bog, så er der mange muligheder. Der er ikke noget entydigt svar på denne forespørgsel. Samtidig kan brugeren tale med bibliotekaren om gode eller dårlige bøger. Alle bibliotekstyper indgår i en social sammen hæng, i en livssammenhæng, men det bliver især tydeligt i en folkebibliotekssammenhæng. Det er muligvis derfor, at denne del af BDI-sektoren ikke så entydigt har ladet sig videnskabeliggøre ved hjælp af informationsvidenskab. Mange af forsøgene på at "informatisere" folkebibliote kerne har bevirket en udgrænsning af væsentlige sider af folkebibliotekernes virksomhed. Det er måske derfor at det især er blandt forskere, som primært har arbejdet med folkebibliotekerne, at man møder ønsket om en tværfaglig indfaldsvinkel til BDI-sektoren som helhed.

Når det gælder de enkelte dokumenter, så er der blandt mange BDI-praktikere og forskere en temmelig ambivalent holdning til dem. Man er på den ene side interesseret i at få dem beskrevet så fyldestgørende som mulig, således at de kan udnyttes optimalt. Samtidig betragtes selve dokumentet og dokumenttypen som det mindst interessante i informationsmæssig og erkendelsesmæssig henseende. Det er indholdet, som er det afgørende. Det er betegnende, at to tidsskrifter for dokumentation, det nordiske Tidsskrift for Doku mentation og det internationale Journal of Documentation, reelt er tidsskrifter for informationsvidenskab. Man finder dog nogle fagmiljøer, som finder dokumenterne og dokumenttyperne interessante. Det er især de miljøer, som inddrager arkiverne i deres forståelse af BDI- sektoren Dokumentet har således en fremtrædende plads ved uddannelsen i informations- og dokumentationsvetenskap ved Högskolan i Sundsvall i Sverige. Her er arkiv- og kontorperspektivet fremtrædende i forskning og studieplaner 10. Det hænger sammen med at arkiverne i højere grad end bibliotekerne er tæt på selve dokument produktionen. I mange tilfælde er arkivfolk med til at sætte retningslinier for dokumentproduktionen i de offentlige forvaltninger og organisationer. Da man i den første udredning om biblioteksuddannelse i Tromsø talte om dokument-begrebet som det centrale begreb, havde man også tænkt sig at der skulle oprettes et arkivfag foruden dokumentationsfag og biblioteksfag. Interessen for forholdet mellem dokumentets form og indhold er ikke alene relevant i en arkivalsk og administrativ sammen hæng, men også i en bibliotekssammenhæng. Der er således afgørende forskel på hvad man kan bruge et arbejdspapir, en tidsskriftsartikel og en doktorafhandling til. Har man brug for at følge en forskers indledende "brain-storm" m.h.t. problemstillinger m.m., så vil arbejdspapiret være af interesse. Hvis man vil følge en faglig debat vil tidsskriftartiklen være velegnet og ønsker man en gennemarbejdet syntese, så er doktorafhandlingen det rette dokument. Det enkelte dokument kan med andre ord indeholde informationer i mange forskellige kundskabs mæssige sammenhænge. Jeg vil gå et skridt videre og tale om at et dokument kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Det fører over til en diskussion, som ikke alene drejer sig om indholdet, men også om dokumentets form. Derfor er spørgsmålet om det holder at hævde at dokumenternes form er temmelig uinteressant og mindst vigtig i en informationsmæssig og erkendelsesmæssig sammenhæng. Når Birger Hjørland foreslår, at man søger at finde frem til så mange af et dokuments erkendel sesmæssige potentialer som muligt. Så er det også et spørgsmål om forholdet mellem form og indhold 11.

En hverdagslivsbaseret dokumentationskundskab 12

I stedet for at tale om hvorvidt formen af dokumentet er mindre vigtig end indholdet, så kan man tale om at begge dele er vigtige og at de betinger hinanden. Det helt centrale er den sammenhæng, hvori dokumenterne produceres, bruges og formidles. Det vil sige, at hvad enten der er tale om en forsker, en arbejdsløs smed eller en fisker, så indgår de forskellige dokumenter i en bestemt social sammenhæng i den pågældendes hverdagsliv. Det er denne sociale og kulturelle sammenhæng, som man i hovedparten af informationsvidenskaben ser bort fra. Man fokuserer på den tekniske, teoretisk - faglige og mentale sammen hæng. Man kan som alternativ nævne Søren Briers semiotiske indfaldsvinkel, hvor der opereres med et komplekst dokumentbegreb og deres historiske og sociale sammenhæng bliver fremhævet 13. Jeg vil søge at tage udgangspunkt i en antropologisk indfaldsvinkel og se på dokumenterne i sammenhæng med menneskers hverdagsliv. Udgangspunktet er således at se hverdagsliv, kundskaber og dokumenter i et komplekst samspil med hinanden, men jeg vil i første omgang definere de tre størrelser hver for sig.

Hverdagsliv

Hvis man taler om en fiskers hverdagsliv, kan det virke næsten selvmodsigende. Det skyldes, at fiskerne ofte ikke ved, hvornår de skal være på land og hvornår de skal ud og fiske. Deres dagligliv er ikke ligeså forudsigelig som en industriarbejders. Der er variationer i forhold til årstid og vejrlig. På den anden side ved de godt hvad de skal gøre, når de er på havet og når de er på land. Det vil sige, at selvom hver dag ikke er ens og der kan være variationer m.h.t. fordeling af livet på land og hav, så har fiskeren om ikke dagligt, så alligevel på årsbasis, en relativ stabil livsorden. I forlængelse af denne livsorden kan man tale om en særlig fisker ordentlighed. Hermed menes måden, hvorpå fiskerne ordner sin tilværelse, fysisk, socialt og mentalt. Selvom man flytter rundt på sine møbler en gang imellem, så har man som regel en relativ fast og stabil ordning af sig selv og sine omgivelser. Selvom det kan variere, hvornår fiskeren er på havet eller på land, så er stederne i bygderne og på fiskefelterne ofte de samme og udgør tilsammen et relativt stabilt aktivitetsfelt. Når man er på land og når man er på havet foretager man sig mange handlinger i den samme rækkefølge gang efter gang, i en bestemt rytme, som man efterhånden har lært. Man udvikler efterhånden gennem en mental bearbejdelse af sine handlinger nogle bestemte forestillinger om sig selv og omverdenen; eksempelvis den erkendelse af at man ikke ved hvornår man er på land og på havet, om man får fangst eller ej. Denne fysiske orden, aktivitetsfeltet, handlingsrytmen og forestillingerne danner tilsammen den ordentlighed, som et menneske skaber og lever gennem.

Men der findes ikke bare en ordentlighed i en bygd, i et lokalsamfund. Der findes altid flere, idet alle mennesker i en bygd aldrig udfører de samme opgaver. Nogle menne sker kan også bære forskellige ordentligheder i sig som latente muligheder, der kan praktiseres på forskellige tider. Man kan være en ordentlig fisker på et tidspunkt og ordentlig kommunal embedsmand på et andet tidspunkt. Forholdet mellem en bygds beboere er ofte baseret på en vis form for arbejdsdeling. Man har forskellige opgaver i forhold til hinanden. Således kan mænd og kvinder eller børn og voksne have forskellige opgaver, som "naturligt" hører til de forskellige grupper. Det kommer til udtryk i forestillingerne om hvordan en ordentlig pige eller ordentlig dreng opfører sig.

Forholdet kan også være mere ghettoriseret, d.v.s. at man lever mere parallelt i forhold til hinanden i samme bygd uden at have noget med hinanden at gøre. Det vil der være tendens til i forholdet mellem folk i arbejde og arbejdsløse eller mellem forskellige etniske grupper med markant forskellige ordentligheder, selvom ghettoriseringen ofte brydes på grund af samvær udenfor arbejde og familieforbindelser m.m. Ligesom den enkelte bygd er præget af forskellige ordentligheder, vil en region være præget af forskellige lokalsamfund alias bygder. Deres indbyrdes forhold vil ofte være præget af en center-udkant relation, hvor den ene bygd bliver defineret som center og den anden som udkant i forhold til f.eks. offentlige institutioner og i forhold til bedrifter, specielt handelsbedrifter. Disse center-udkant relationer gentager sig videre op i samfundets niveauer, således at regionerne kan blive defineret som henholdsvis center- og udkantsregioner.

Kundskaber

Man kan skelne mellem kundskaber som bestemte fore stillinger om hvordan verden er sammensat etc. og kundskaber som bestemte færdigheder til at håndtere verden.

Kundskaber som forestillinger kommer specielt til udtryk i de såkaldte encyklopædiske kundskaber. De er udtryk for de bestræbelser, som man siden oldtiden har haft for at samle alverdens kundskaber i ét værk: encyklopædien. Her får man præsenteret de store sammenhænge i universet, verden og livet på en velordnet måde ud fra forskellige tiders filosofiske systemer. Det giver grundlag for de forskellige videnskaber, som tager fat på hver sit felt af verden og fremlægger sin specielle viden om sin del eller dimension af virkeligheden. Gennem de sidste 100 år har man langsomt bevæget sig fra en stor interesse for de store sammen hænge, de basale kundskaber til at være optaget af de mange data eller informationer om specifikke emner og dele af virkeligheden og sammensætte denne viden på forskellige måder. Det hænger sammen med den øgede arbejdsdeling og specialisering i samfundet som helhed. Man har fået en række såkaldte delsystemer, som nærmest udgør nogle verdener for sig. Det gælder f.eks. tøjmode systemet. Det tager udgangspunkt i en bestemt del af menneskers liv, nemlig deres tøj. Ud fra dette aspekt af menneskers liv opbygges der en hel sektor med bedrifter, organisationer med et indbyrdes hierarki og et særligt internt modesprog. De har også deres egne tidsskrifter m.m. I modebladene kan almindelige mennesker i lokalsamfundene følge med i hvad det er moderne at gå i, både i Paris og i nordnorske bygder. Det er ikke altid sikkert at bygdefolk går i det dyreste skrud, men de har kundskaber i form af forestillinger om hvordan moden er i dag. Det er til gengæld ikke sikkert, at de har færdighederne til at gå som mannequinerne i Paris. Det fører over til kundskaber som færdigheder, spørgsmålet om at kunne, være kyndig i at gøre tingene. Ligesom man skal øve sig i at fiske, skal man også øve sig i at gå klædt elegant á la Paris. Her er tale om kundskaber, som er baseret på praksis, hvorigennem man får erfaringer om hvordan man skal gøre tingene for at det fungerer. Man skal ofte prøve tingene mange gange i praksis, før man kan klare sig selvom man har forestillingen om hvordan det skal gøres. Det hænger sammen med, at den konkrete situation hvori man handler altid er mere kompleks end den forestilling, som man har om det bestemte delfelt. Det bliver tydeligt, når mennesker med en formel uddannelse indenfor f.eks. fiskeri eller handel, skal ud og virke i praksis på en båd eller i en forretning. Så viser det sig som regel, at der er en række specielle og konkrete faktorer, der gør sig gældende i netop den båd og i det farvand, i den forretning og i den bygd, som man må lære at forholde sig til for at sikre sig at det fungerer i praksis.

Det fører over til forskellen mellem formelle og uformelle kundskaber. De formelle kundskaber er først og fremmest knyttet til den såkaldte kundskabssektor, som har til opgave at samle, bearbejde og formidle kundskaber, som kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Det er især gennem uddannelses- og forskningsinstitutionerne, at denne opgave udføres. Det formidles som regel gennem forskellige trykte medier, bøger, tidsskrifter m.m. De formelle kundskaber er i sagens natur relativ abstrakt og teoretisk orienteret, selvom de ofte i udgangspunkt er baseret på bearbejdning af konkrete erfaringer og d.v.s. uformelle kundskaber. De uformelle kundskaber er knyttet til konkrete menneskers liv. Det er kundskaber, som man tilegner sig gennem praksis med at prøve sig frem.

Pointet med således at skelne mellem uformelle og formelle kundskaber er dels at selvom man har de formelle kundskaber gennem en uddannelse, er det først gennem de praktiske uformelle kundskaber, man tilegner sig gennem praksis, at man bliver i stand til at bruge de lærte principper og metoder. Men omvendt vil man uden de formelle kundskaber undertiden have svært ved at kunne forestille sig at det kan være anderledes, at tingene kan gøres på andre måder end man hidtil har gjort i bygden.

Dokumenterede kundskaber og dokumenter

Som nævnt vil formelle kundskaber ofte blive formidlet gennem forskellige medier, først og fremmest bogen. Mere konkrete og uformelle kundskaber kan imidlertid også formidles gennem bøger og andre dokumenter og blive til dokumenterede kundskaber. Arbejdet i et fiskebrug kan optages på video og dermed blive dokumenteret. Man ser hvordan man behandler fiskene, men det er samtidig en formalisering af de konkrete færdigheder i at arbejde i fiskebruget. At se en video fra et fiskebrug er en relativ abstrakt affære i forhold til selv konkret at prøve at arbejde i et fiskebrug. Men hvis man selv har prøvet at arbejde i et fiskebrug vil man kunne forbinde ens egne praktiske færdigheds- kundskaber og videoens fremstilling af arbejdsprocesserne og diskutere dem. Brugen af en sådan videofilm afhænger således af brugerens erfaringsrum og forventningshorisont. Det gælder iøvrigt alle former for dokumenter. Dokumenter skal ikke alene forstås som officielle dokumenter, men i mere bred forstand. Det kan dreje sig om breve, dagbøger, regninger, busbilletter, plakater, grammo fonplader og andre dokumenter, som jeg vil definere som: materialiserede udtryk for kombination af medie og sprog med oplysninger, fortællinger eller andre erken delsesformer. Det vil sige, at næsten alle mennesker producerer, bruger og formidler dokumenter. Når man skriver et brev til en anden person, så producerer man et dokument og samtidig formidler man det til den anden person og man vil i tilfælde af svar bruge et dokument. Man producerer dokumenter i forskellige livssituationer og fremstiller dem som regel i henhold til nogle konventioner for hvad man plejer at gøre. Ligesom der findes konventioner for hvordan man skærer fisk op, bygger huse etc. så er der nogle dominerende konventioner, traditioner for hvordan man skriver et kærestebrev, en forskningsrapport, producerer en videofilm etc. Produktionen af dokumenterne foregår i forskellige sociale rum. Brugen af de samme dokumenter behøver ikke at foregå i de samme sociale rum. Således produceres en roman i et rum, i forfatterens sociale rum, men den bruges i mange forskellige sociale rum. Herigennem opstår muligheden for at bruge og tolke romanen på mange forskellige måder, herunder på måder, som forfatteren ikke havde drømt om.

Formidling af dokumenter foregår på mange forskellige måder. Det kan foregå direkte mellem producent og bruger, men det kan også gå via forskellige former for dokumentformidlingsinstanser. Den måske mest omfattende og direkte formidlingsinstans er postvæsenet. Det anlægger kun en række fysiske kriterier for hvad det formidler i form af størrelse, vægt m.m., men er ligeglad med indholdet. Forlagsbranchen er et eksempel på en formidlingsinstitution, som både formidler ud fra formelle og indholdsmæssige kriterier. Forlagenes udvælgelse af manuskripter foretages ud fra såvel formelle som indholdsmæssige kriterier. For de fleste forlag vil det som regel være et spørgsmål om lønsomhed, om det kan betale sig at udgive en bestemt bog eller ej. Dette spørgsmål sigter både på hvor meget det koster at producere bogen rent fysisk, men også om indholdet og formen kan tiltrække nogle købere. Nogle forlag vil udover en "ren" økonomisk beregning overveje om de kan stå inde for udstyr og indhold. Det kan f.eks. dreje sig om forlag med en særlig kunstnerisk, politisk eller religiøs profil.

Biblioteksvæsenet står i en helt tredie situation. Det skal dels formidle dokumenter ud fra en lovmæssig målsætning og en efterhånden meget omdiskuteret forestilling om kvalitet, dels formidle ud fra hvad brugerne ønsker. Det kan ofte sætte biblioteket og ikke mindst bi bliotekarerne på en hård prøve. Man må ikke tage politiske eller religiøse særhensyn, men alene kvalitetshensyn. Men dette kvalitetsbegreb, som bygger på en national konsensus, er blevet vanskelig at håndtere efter at man er begyndt at anerkende lokale og regionale kulturer 14. Det betyder nemlig at kvalitet er et mangfoldigt begreb. Det bliver ikke længere defineret en gang for alle, men i forhold til de forskellige sammenhænge, hvori man skal bruge dokumenterne. Det giver nogle muligheder, men kræver også meget af formidlingsinstitutionen. Det giver bl.a. nogle større muligheder for at man får nogle mere lokalt prægede udgaver af bibliotekerne rundt om i bygderne.

Dokumentsamlinger.

Biblioteket er en dokumentsamling, men ikke den eneste form for dokumentsamling. Mange mennesker har deres egne små dokumentsamlinger i deres reoler og chatoller. Der findes omfattende dokumentsamlinger på offentlige kontorer. Boghandlere, musikforretninger og kiosker er også en form for kommercielle dokumentsamlinger med dokumenter til salg. Arkiver, biblioteker og muséer er først og fremmest dokumentsamlinger med vægt på hen holdsvis utrykte og trykte dokumenter og på genstande. Alle disse forskellige former for dokumentsamlinger kan analyseres hver for sig med hensyn til deres dokumentbe stand, kriterier for anskaffelse og hvem der bruger dokumenterne og vilkårene for at kunne bruge dem. Dermed udvides den kendte diskussion fra bibliotekskredse til at omfatte et langt bredere spektrum af dokumentsamlinger og man kan få en bedre fornemmelse af i hvilken sammenhæng, man indgår i som bibliotek. Dokuments amlingerne har ligeledes deres forskellige former for socialt liv. Der er således lange traditioner for at man på biblioteker og arkiver er stille og taler lavt, hvis man skal sige noget. Det er ikke mindst på børnebiblioteksområdet ved at ændre sig, således at man kan høre musik og se film m.m. i samme rum, som man sidder og læser i. Omvendt er der en tradition for at man i musikforretninger og i forskellige kiosker har musik kørende for fuld udblæsning i hele rummet.

Dokumentformidler

Der findes også mange typer af dokumentformidlere med tilsvarende forskellige måder at formidle dokumenter på. Postbudet er en meget neutral dokumentformidler, mens folkebibliotekaren har mulighed for at være personligt engageret i sin formidling af fortællinger, som hun synes er meget gode. Forskningsbibliotekaren skal formidle videnskabelig viden under hensyntagen til forskellige videnskabelige normer. Hun har mulighed for at udelukke dokumenter, som hun synes er dårlige. Museumsinspektøren har mulighed for at sætte genstande sammen i en udstilling, således at de tilsammen dokumenterer nogle forhold på en måde, som han synes er relevant og spændende. For udsætningerne for at være dokumentformidler kan være af både formel og uformel karakter. Man kan have en formel uddannelse som f.eks. bibliotekar, handelsuddan net, eller antropolog. Samtidig kan man have en uformel baggrund i at have boet i bygden, i regionen eller være fra helt andre steder i landet eller verden. Det kan give forskellige perspektiver på ens arbejde udover den påvirkning, som kommer af de konventioner og traditioner, som der iøvrigt dominerer i den pågældende type af dokumentsamling. Der kan således være et samspil mellem ens formelle kvalifikationer, ens livshistoriske forudsætninger som helhed og ens institutionelle bindinger, som bestemmer hvorledes man spiller rollen som dokumentformidler.

Dokumenter i hverdagsbelysning

Som nævnt er mit formål med en hverdagslivsbaseret dokumentationskundskab at fokusere på det komplekse samspil mellem hverdagsliv, kundskaber og dokumenter. De forskellige måder at leve et ordentligt liv på kræver forskellige former for dokumenter og betyder forskellig brug af den enkelte dokumentform. For at få det belyst empirisk må man ud i felten og prøve at se på hvordan dokumenter produceres, bruges og formidles af og til som led i bestemte menneskers ordentlige live. Man kan således tale om en form for dokumentantropologi eller dokumentsociologi.

Hverdagsliv og dokumenter på Senja

I 1993 gennemførte jeg et pilotforskningsprojekt vedr. bibliotek og hverdagsliv på Senja i Troms fylke 15. I dette projekt har jeg søgt at konfrontere det teoretiske oplæg, som er skitseret i det foregående afsnit med et empirisk materiale fra Senja. På grundlag af mit rekognoscerende feltarbejde i de 4 måneder har jeg fundet frem til at hovedspørgsmålet i et kommende egentligt forskningsprojekt vil være: Hvilken rolle spiller dokumenter, dokumentsamlinger og dokument- formidlere i hverdagslivet i Senja-bygderne?

Det samlende i spørgsmålet og dermed i problemstillingen er hverdagslivet i Senja-bygderne. Hverdagen er ikke organiseret på samme måde for alle Senja-væringer. Det betyder, at man heller ikke har brug for de samme kundskaber for at klare sig. Hvilke kundskaber man har brug for afhænger meget af hele ens livssituation og det samme gælder med hensyn til de forskellige former for kundskaber, formelle og uformelle kundskaber. Det ses tydeligt i forbindelse med opdrætsnæringen.

Opdrætsnæringen på Senja

De folk, som bl.a. er gået fra almindelig havfiskeri over til opdrætsbrug kan ikke længere basere sig på de uformelle kundskaber, som de har fået gennem deres oplæring ombord på de ældre fiskeres både. De er nødt til at sætte sig ind i en række biologiske og teknologiske emner, som de får gennem forskellige formelle uddannel ses- og forskningsinstitutioner, for at kunne styre deres anlæg og for at leve op til de krav, som stilles af markedet. På denne måde kommer dokumenter i form af lærebøger og ikke mindst fagblade- og tidsskrifter ind som en del af deres liv. Dermed er ikke sagt at havfiskere ikke også i stigende omfang må følge med i deres fagpresse og dermed gøre brug af dokumenter i deres hverdag. Det bliver ikke mindst påkrævet i forbindelse med diskussion om regulering af fangst og vurderinger af fiskebestand m.m. Kvaliteten skal være så høj som mulig. I Sen jaregionen har man indenfor det nylig oprettede Senja op drætsforum begyndt på en decentral uddannelse i opdrætsnæring i samarbejde med Ibestad videregående skole. Der har flere gange været forsøgt oprettet decentrale tilbud om undervisning med henblik på fiskerifagbrev rundt på Senja, men det har indtil nu ikke vist sig at være den helt store succes. Mens op drætsnæringen i udgangspunkt mere er knyttet til formelle kundskaber end de lokale uformelle kundskaber, så er såvel kystfiskeri og arbejdet på fiskebrug i vid udstrækning baseret på lokal uformel op læring gennem praksis. Men det er vigtigt både for havfiskere og opdrætsfolk at kunne håndtere det lokale bygdeliv på Senja, hvad enten det gælder vejret eller det sociale liv.

Bygdeboken

I mange hjem på Ydre Senja ligger bygdeboken for Berg og Torsken på sofabordet og er tit ret laset, bærer tydelig præg af at være brugt. Det er således ikke for evt. gæsters skyld, at den ligger der. Den er det lokale leksikon, der giver oplysninger som man kan bruge, når man skal have styr på nogle dele af bygdens eller slægtens historie, som man ikke selv kan huske. Der er således også stor lokal interesse for at bygdeboken skal blive fulgt op med et nyt bind tre, således at man får et ajourført "lokalleksikon".Det hænger ikke mindst sammen med, at flere af Senjaværingerne ligesom mange andre nordlændinge har oplevet, at folk er fraflyttet stedet eller "forsvundet" af flere forskellige årsager, enten på grund af reduktion af arbejdspladser i bygden, på grund af stenras og ødelæggelse af boliger eller fordi folk omkommer på havet. På den måde forsvinder historien om stederne, mange lokale og uformelle kundskaber og ressourcer forsvinder sammen med de levende kundskabsbærere. I den sammenhæng kan samling af billeder og optegnelser og samling af lokale mundtlige fortællinger være meget vigtig for bygdens fortsatte liv. Disse uformelle kundskaber er ikke af bare museal og arkivalsk interesse, men også af ganske aktuel interesse i forhold til mulighederne for bygdernes udvikling. Som tidligere nævnt er vilkårene i bygderne på nogle områder de samme som tidligere uanset moderne teknologi. Havet, fjeldet og stormvejr kan stadig spille en afgørende rolle for ens liv. Samtidig giver historier fra bygderne en mulighed for at være knyttet til bygden, for at snakke med og forstå de "skjulte" citater i den lokale snak. Men det er ikke blot levende mennesker, som forsvinder fra bygderne; det er også forskellige livssammenhænge, som er på vej til at forsvinde som følge af ændringerne i hverdagslivet. Som følge af den moderne kommunikation med biler via vej og tunnel, så er f.eks. vandring over fjeld mere og mere blevet en ferieaktivitet frem for en måde at komme frem på i det daglige. På grund af den lange skolepligt er mange børn heller ikke med i samme grad i de voksnes arbejde som tidligere. Kampen mellem skole og forældre om børnenes "tid" har skolen i de fleste tilfælde vundet.Det betyder altsammen, at færdigheder i at færdes i fjeld og på havet undertiden skal læres ad mere formel vej, f.eks. gennem skolen, som arrangerer fjeldvandring. Blandt de folk, som er optaget af at gå på jagt, begyndte man for et år siden at arrangere noget for børnene, så de også kunne være med i noget og det ikke bare altid var de voksne mandfolk, som var aktive i jagtklubben. Derfor oprettede man en vildmarksklub for børn og i den forbindelse skaffede man bøger, via biblioteket, til bl.a. at finde ud af hvordan man laver fuglekasser. Men også de voksne skal have fat i de nyeste jagthåndbøger og jægerberetninger for at "følge med". Heri finder de erfaringer og oplevelser, som er samlet og nedskrevet af folk fra andre pladser som kan knyttes sammen med deres egne lokale erfaringer og oplevelser, med de lokale kundskaber. Paradoksalt kan de formelle medier som bogen være med til at fastholde og bevare en række væsentlige uformelle og lokale kundskaber.

Globale og lokale medier

Inden jeg tog på feltarbejdet på Senja, havde jeg en forestilling om at der ikke var den store forskel på hverdagslivet på Senja og i Sydvestjylland, hvor jeg kommer fra i Danmark. Det er også et kystsamfund med søfart, fiskeri og ikke mindst turisme. Efter feltarbejdet vil jeg sige, at der både er en lang række fælleselementer og en række forskelle mellem Senja og Sydvestjylland. Det er især blandt børn og unge, at man oplever de fælles træk. Det gælder f.eks. de blade, film og computerspil, som de spiller og den måde hvorpå de diskuterer de pågældende medier. Gennem parabolnet kan de uanset hvor i verden de næsten er, følge med på MTV og se de nyeste musikvideoer og følge med i moden. Der var således ikke den store forskel i moden på Senja og på Fanø i Sydvestjylland.Det interessante spørgsmål er hvilken betydning de nye medier har for de nye ge nerationers opfattelse af sig selv, deres omgivelser og ikke mindst deres tilhørsforhold til bygden. Det er meget sammensat, idet man jo f.eks. søger at kombinere bygdefest-traditionen med heavy-metal musik, men som nævnt kan netop den musik have nogle konsekvenser m.h.t. det store bygdefællesskab og skabe nogle mere isolerede ungdomskulturer. De samme unge, som kan lide heavy- musik, kan godt være med til at dyrke de lokale traditioner ved bygde-kveld på skolen, revyer og arbejde i fiskebrug, plukke bær etc. Cabaret-, revy- og teateraktiviteter er en væsentlig del af hvad man kan kalde for det klassiske Senja-kulturliv. Jeg oplevede det på Stonglandet med Sanglaget "Freia"s opførelse af "Hortensia" med tekster af den lokale digter Helge Stangnes. På Skaland i Berg kommune har man også opført teater, bl.a. "En søndag på Amager" med Ulf W. Knudsen fra Kråkeslottet i Bø uden for Skaland som instruktør. Udover Helge Stangnes findes der jo andre forfattere på Senja, spc. Arvid Hanssen, som har udgivet en lang række bøger for både børn og voksne.

Købmandsbiblioteket

Grundfarnes er en lille bygd på Yderside af Senja, i Torsken kommune. Der bor lidt over 100 mennesker i bygden, heraf en del ældre folk. Det er et klassisk gammelt fiskevær med en lille kystflåde, et fiskebrug og ikke mindst butikken drevet af købmand Pedersen. Vestamaranbåden, der går på ydersiden af Senja til Harstad anløber Grundfarnes. Butikken er bygdens "centrum". Her kan man få alt, hvad man trænger til at klare sig, også hvis båden ikke kan komme eller vejen er lukket. Her mødes man i den for mange Senja-bygder så klassiske lille "café". Der er et par små borde, en kaffemaskine, en lille "burger"maskine og ikke mindst et par reoler med bøger udstationeret af Torsken folkebibliotek. Det er et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur. Ved siden af boghylderne er der en lille salgsudstilling med porcelænsmalerier udført af købmandens kone. Her sidder folk en lille stund, når de alligevel skal i butikken eller bare kommer for at mødes og snakkes. Her løses alle verdens store problemer og her diskuterer man, undertiden ret så heftigt, hvornår forskellige lokale hændelser fandt sted og hvordan de forløb. Alle bøgerne er læst, nogle af dem flere gange og man venter på at bøgerne bliver skiftet ud. Man har nogle "storlæsere" her i bygden, som pløjer sig igennem de store romaner og rejsebeskrivelser. Her kan man næsten ikke undgå at støde ind i "biblioteket". Det giver en enestående mulighed for at folk i hverdagen bruger biblioteket, især m.h.t. til at finde en "god bog". Den giver ikke samme mulighed for at søge mere specifikt på emner som på et større bibliotek med mulighed for at få bibliotekaren til at hjælpe en. Men den giver en god mulighed for at få en lokal diskussion om litteratur eller om emner behandlet i bøgerne i sammenhæng med den øvrige snak. Hvis man kan finde frem til en dialog mellem brugerne i bygden og bibliotekaren i kommunen vedr. ønsker om materialer og evt. etablering af en lille computer til søgning af informationer og materialer, er der for mig at se store muligheder i disse super-mini- biblioteker.

The case of Senja

Det skulle gerne fremgå af disse små skildringer af Senja-væringernes omgang med kundskaber, dokumenter og dokumentsamlinger, at der er tale om et meget differentieret og komplekst samspil mellem de nævnte faktorer på Senja. Man opdager flere gange, at dokumenter og dokumentsamlinger kan spille en rolle i nogle menneskers liv, som man ikke umiddelbart forestillede sig. Opdelingen mellem traditionelle livsformer og moderne livsformer kan heller ikke længere opretholdes. Det ses tydeligt i de meget sammensatte ordentligheder, der findes på Senja og den brogede blanding af lokale og globale dokumenter, som indgår i disse ordentlige liv. Jeg tror der, at det er vigtigt at man får studeret disse sammenhænge nærmere i en række komparative undersøgelser på linie med de nordiske komparative undersøgelser af familiers læsning og medievaner.

Biblioteksforskning i Tromsø

At drive biblioteksforskning på Universitetet i Tromsø kan umiddelbart betragtes som en temmelig ensom beskæftigelse. Der er ikke andre biblioteksforskere på Universitetet og dermed heller ikke noget egentligt biblioteksfagligt miljø (endnu) 16. Men ser man nærmere efter i de forskellige forskningsmiljøer i Tromsø, da vil man kunne opdage en række spændende og inspirerende muligheder for kobling mellem disse miljøer og ens biblioteksforskning. I mit tilfælde gjaldt det først og fremmest tre miljøer på det samfundsvidenskabelige område: lokalsamfundsforskning og samfundsplanlægning, antropologi og skoleforskning/praktisk pædagogisk uddannelse.

Både lokalsamfundsforskerne og antropologerne i Tromsø er for tiden meget optaget af såvel forholdet mellem det globale og lokale samt af kundskaber i bred forstand. Man har på en række seminarer diskuteret forholdet mellem forskellige kundskabsformer, spc. forholdet mellem uformelle og formelle kundskaber. Skoleforskningen på Universitetet i Tromsø er præget af en interesse for skolens rolle i samfundet, spc. i det lokale samfund. Der er blevet udført en lang række studier omkring skolens rolle, spc. i de nordnorske lokalsamfund. Man har bl.a. mødt en relativ stor modstand overfor skolesystemet og en opfattelse af skolesystemet som et centralt styret "fremmedlegeme" i bygdesamfundet. Således har man i og for sig drevet en form for selvkritisk forskning, med andre ord stillet spørgsmålstegn ved det fantastiske i skoleinstitutionen, et træk som kan være ligeså værdifuld for bibliotekforskningens vedkommende. På linie med forskere på lokalsamfund og antropologi har man inter esseret sig for kundskabsformer og kundskabssektoren og dens rolle i regional og lokal udvikling.

På Institutt for språk og litteratur (ISL) har man i flere år drevet forskning i litteraturens rolle i samfundet, spc. urbefolkningers litteratur, bl.a. om hvordan litteratur bidrager til menneskers identitetsfølelse og hvordan litteratur og andre medier udtrykker bestemte tolkninger af verden, f.eks. af nordlændingerne. Hvis man ser disse forskellige Tromsø-specialiteter i sammenhæng med spørgsmålet, som jeg stillede i indledningen vedr. valget mellem information eller dokument som det bærende i et nyt biblioteksfagligt miljø, vil jeg mene at det mest frugtbare vil være at holde fast i dokumentbegrebet. Det kan også betyde, at det nye fag kan udgøre et alternativ til de forskellige medie- og massekommunikationsstudier, som findes på de andre norske universiteter. På den måde som dokumentbegrebet er defineret i denne artikel rummer det foruden de klassiske studieobjekter for medieforskere, massemedier også de håndskrevne breve. Et kommende dokumentationsfag i Tromsø kan således bidrage med nye indfaldsvinkler til den igangværende diskussion på tværs af fagene omkring kundskaber, kundskabssektorens rolle og medier/dokumenter. Samtidg kan den bidrage med en ny videnskabelig vinkling på BDI-sektoren og indgå i et supplerende samarbejde med andre biblioteksfaglige miljøer i ind- og udland.

Noter

  1. Utdanning for informasjonssamfunnet..p.15 og p.17 
  2. Veiviser i informasjonssamfunnet p. iii 
  3. Se Utdanning for... p.28 og Veiviser i informasjonssamfunnet p.16 
  4. Dette problem har jeg mere udførligt beskrevet i Lund (1991 b)"Biblioteket - en verden for sig eller.., kap.1 "er biblioteker overhovedet noget særligt ?" p.1-5, 
  5. Se den store undersøgelse af nordisk biblioteksforskning: Forskning inom.... 
  6. Ingwersen, Peter 1992 p.1ff 
  7. Se Romulo Enmarks artikel i dette nummer, hvor han skelner mellem en teoretisk og empirisk abstraktion som grundlag for forskningen i BDI- området. 
  8. For en nærmere diskussion af informationsvidenskab kan der bl.a. henvises til Ingwersen, Peter 1992, Brier, Søren 1993 og Hjørland, Birger 1993. 
  9. Se Hjørland, Birger: Emnerepræsentation og informationssøgning, bidrag til en teori på kundskabsteoretisk grundlag.1993 
  10. Se Torbjörn Kjölstad: Kompetens för framtidens informasjonsförsörgning i Tidskrift för dokumentation vol. 47, nr.4 1992 p.101-113. 
  11. Se Hjørland, Birger, 1990 p.45ff. 
  12. Se Lund 1991b, kap.3: en hverdagslivsbaseret dokumentationskundskab p.22ff. 
  13. Se Brier, Søren 1990, 1992 og 1993 
  14. Se Emerek (1990) og Vestheim (1992) 
  15. Se rapport for pilotprojekt: Bibliotek og hverdagsliv på Senja, Stencilserie fra Institutt for samfunnsvitenskap ved Universitetet i Tromsø, 1994. 
  16. Jeg skelner således mellem biblioteksmiljøer som universitetsbiblioteker m.fl. og biblioteks faglige miljøer som driver biblioteksuddannelse og -forskning. Der kan selvfølgelig være overlapning i tilfælde af at forskningsbi bliotekarerne driver biblioteksforskning og ikke forsker i deres fag som biologi, historie o.lign.

Litteraturliste

Brier Søren (1990): Er Biblioteks-Dokumentations- Informationsområdet videnskab eller håndværkskunst? En tværvidenskabelig perspektivering. I: Biblioteksarbejde nr. 29, p. 5-16. Aalborg.

Brier Søren (1992): "Information and Consciousness. A critique of the Mechanistic Foundation for the concept of Information". Cybernetics & Human Knowing, vol. 1, no. 2/3. Aalborg.

Brier Søren (1993): Hen mod en tværfaglig informationsvidenskab. I: Biblioteksarbejde nr. 38, 14. årg. 1993, p. 5-24. Aalborg.

Brox, Ottar (1966): Hva skjer i Nord-Norge? En studie i norsk utkantpolitikk, Pax, Oslo.

Brox, Ottar og Marianne Gullestad (1988) (red.): På Norsk grunn, Ad notam, Oslo.

Brox, Ottar (uden år): Praktisk samfunnsvitenskap, Universitetsforlagets metodebibliotek, Oslo

Bærenholdt, Jørgen Ole (1991): Bygdeliv, Livsformer og bosætningsmønster i Nordatlanten. Om fiskeriafhængige bygder i Island og på Færøerne. Forskningsrapport nr.78 fra Institut for geografi, samfundsanalyse og informationsvidenskab, Roskilde Universitetscenter, Roskilde.

Emerek, Leif (1990): Kvalitet i 90ernes materialevalg, Bibliotekerne mellem det moderne og postmoderne I: Biblioteksarbejde nr. 31, 11. årg. p.5-28.

Enmark, Romulo (1990): Defining the library's activities, Swedish School of Library and Information Science and Centre for Library Research Publishing, Gothenburg.

Eriksen, Hans Kr. (1989): På mjuke skinnsko gjennom historia: Nordkalott-folk fra regnbuen øst for Enare til en gamme vest på Senja, Nordkalott-forlaget, Stonglandseidet.

Eriksen, Hans Kr. (1990):Senja i litteraturen og litteraturen om Senja I: Årbok for Senja nr.18/19, 1990 p.30-57.

Eriksen, Hans Kr. (1991): Senja, Den mangfoldige øya Litt om natur, historie og samtid og et forsøk på å ane framtida I: Årbok for Senja nr.20 1991, p.60-93.

Eydorsson (1992): Lokal kunnskap og ressursforvaltning, økologisk innsikt og ressurs- høstning i et kystsamisk bygdesamfunn, Nordnytt 46, Miljø og ressursutnyttelse p.59-66.

Forskning inom biblioteksvetenskap och informatik i Norden: en komparativ studie av kognitiv och social institutionalisering av forskningen samt dess allmänna drag i de nordiske ländene på basen av forskningspublikationer/Pertti Vakkari, Hans Erik Aarek, Kalerro Järvelin, Leif Kajberg, Maj Klarson. - Esbo : Nordinfo 1993, 221 s. (Nordinfo publication; 24).

Hanssen, Ketil: Har formel utdanning en plass i vedlikeholdet av kystsamfunnnene I: Norsk pedagogisk tidsskrift 4/92, p.198-204. Universitetsforlaget, Oslo.

Hersoug, Bjørn et al.(1993): Fra økonomisk rasjonalitet til økologisk fornuft, samfunnsvitenskapelig forskning om lokale fiskerisamfunn I: Tidsskrift for samfunnsforskning 1993, årgang 34, 101-125.

Hjørland, Birger (1990): Indledende overvejelser over faglitteraturens typologi og udtryksformer. I: Biblioteksarbejde nr. 29, p. 45. Aalborg.

Hjørland, Birger (1993): Emenrepræsentation og informationssøgning. Bidrag til en teori på kundskabsteoretisk grundlag, Valfrid, Göteborg, 1993.

Ingwersen, Peter og Kaae, S. (1980) User-librarian Negotiations and Information Search Procedures in public libraries, Analysis of verbal protocols: Final Research Report. Royal School of Librarianship, Copenhagen.

Ingwersen, Peter (1992): Information Retrieval Interaction. London. 246p.

Larsen, Roald: Et utkanttidsskrift i sentrum om Nordnorsk Magasin, Hovedfagsopgave ISL-Univ. i Tromsø 1992.

Lund, Niels W. (1981): Bibliotek og hverdagsliv. I: Biblioteksarbejde nr.7., 1981, p.47-55.

Lund, Niels W. (1984): Folkebibliotekar, hverdagsliv og livsformer. I: Biblioteksarbejde nr. 13/14 p.127-139.

Lund, Niels W. (1989): Om forudsætninger for en regional oplysningspolitik I: nordrefo, 1989:2 p.75-89.

Lund, Niels W. (1991a): The local library as a Strategic in-between Element in an integrated Strategy for Integration and Segregation of the Peripheral Regions, nordrefo 1991:4, Strategies for the periphery, p.120-129.

Lund, Niels W. (1991b): Biblioteket en verden for sig selv eller....? Overvejelser inspireret af norske uddannelsesplaner; Skrifter fra Riksbibliotektjenesten 59, Oslo.

Lund, Niels W. (1993): Folkebiblioteket mellem kundskaber og hverdagsliv I: Biblioteksarbejde nr.40, p.27-39.

Lund, Niels (1994): Bibliotek og hverdagsliv på Senja, Stencilserie fra Institutt for samfunnsvitenskap ved Universitetet i Tromsø, 1994.

Nilsen, Ragnar (1993): Ho Vanna i Vågen og andre sjølstendige nordlendinger, manus til Nordnorsk Kulturhistorie

Nordnorsk Magasin, Stonglandet 1972-...

Norske folkebibliotek 1993: med Biblioteksstatistikken 1992 Statens Bibliotekstilsyn, august 1993

Rossvær, Viggo (1992): Skolen som byråkrati I: Norsk pedagogisk tidsskrift 4/92 p. 178-183; Universitetsforlaget, Oslo.

Stangnes, Helge (1992): Lys langs en fjord, Nordkalottforlaget, Stonglandseidet.

Torbjörn Kjölstad (1992): Kompetens för framtidens informasjonsförsögning. I: Tidsskrift för dokumentation, vol. 47, nr. 4, 1992, p. 5-16, Aalborg.

Utdanning for informasjonsamfunnet: Innstilling om bibliotek- og arkivfag fra samarbeidsutvalg mellom Universitetet i Tromsø og Høgskolestyret i Troms, 1989.

Veiviser i informasjonsamfunnet. Rapport fra et utvalg som har utarbeidet planer for etablering av en bibliotek- og informasjonsfaglig utdanning i Tromsø, 1993.

Vestheim, Geir (1992) : Folkebibliotek i forvandling, Samlaget, Oslo.

Vestheim, Geir (1993) : Folkebiblioteket - ein kulturinstitusjon i skjæringspunktet mellom formålsrasjonalitet og humanisme I: Biblioteksarbejde nr.40, p.13-26.

Ørom, Anders (1993a): Bibliotekariske identiteter, formidlingsarbejde og arbejdsorganisering I: Biblioteksarbejde nr. 39,p.37-44.

Ørom, Anders (1993b): Formatering af undervisningsområdet - med udgangspunkt i nogle refleksioner over kundskab og information. I: Biblioteksarbejde nr. 38, 14. årg. 1993, p. 25-40. 



sist oppdatert  26. mars 1999
av Trond Søbstad
Linker til innholdsfortegnelse
 
1. Årgang : Nr 1 1994 Nr 2 1994 Nr 3/4 1994
2. Årgang : Nr 1 1995 Nr 2/3 1995 Nr 4 1995 
3. Årgang : Nr  9 (Db.Nr) 1997 Nr 10 1997  Nr 10b 1998
4. Årgang : Nr 11(Db.Nr) 1998
 
 Hjem
Inholdsfortegnelse Start
Abonnere / Bestill enkeltnummer